Hvis du er som den brede befolkning, så føler du dig presset – næsten konstant, med deadlines og en overfyldt kalender, samtidig med, at der er en konstant strøm af tanker i dit hoved.

Tanker om ting du skal nå, alt det du burde have nået, dårlig samvittighed, bekymringer om fremtiden, “hvad nu hvis”-tanker – ønsker du dig så ikke bare FRED indeni? Det er i hvert fald det størstedelen af dem, jeg møder på min vej udtrykker som deres største udfordring; at præstationskulturen gør, at de sjældent har oplevelsen af at slappe rigtigt af og føle sig inderligt glade.

Knokle-kulturen

Knokleri er som jeg ser det ikke kun at have fysisk travlt, men i ligeså høj grad at være overbelastet mentalt. Når du presser dig selv i dette tempo, både fysisk og mentalt, så er din krop i alarmberedskab det meste af tiden, og den udskiller alt for store mængder af stresshormonerne adrenalin og kortisol, der er hovedårsagen bag udbrændthed.

Når det sker igennem alt for lang tid, hvor du ikke giver dig selv en pause en gang i mellem – en pause med selvkærlig omsorg, RO i din krop og i dit hoved, vil det være skadeligt for dit helbred på længere sigt.

For nogle kan det fx ende i

  • stress kollaps
  • for højt blodtryk
  • hormonelle ubalancer
  • kronisk eller meget hyppige hovedpiner
  • og andre livsstilssygdomme, gener og tilstande, der kan tage lang tid at komme ovenpå.

Det er blevet så almindeligt, at leve i denne kamp-flugt tilstand, hvor man tonser afsted, uden at spørge sig selv, hvorfor man egentlig gør det, og hvorfor man ikke laver om på det.

For mit eget vedkommende stoppede jeg ikke i tide.

Jeg kollapsede med et brag, hvor jeg nærmest fra den ene dag til den anden lå syg med stress, hvor symptomerne var et mix af angstanfald, tryk for brystet, en følelse af at være søsyg konstant, for ikke at tale om depressionen med hele dage med gråd på sofaen og absolut ingen energi. Selv det at gå i netto efter en pose æbler var voldsomt overvældende. Det ønsker jeg ikke for nogen. Men når jeg ser mig omkring, og observerer mine medmenneskers daglige adfærd, så ser jeg, at mange ligger lige på kanten til at opleve det samme. Og hvis ikke de rammer selve stress kollapset, så rammes de med stor sandsynlighed nogle af de førnævnte, eller andre sygdomme eller skavanker.

Men vi er ikke beregnede til at være syge og udbrændte.

Stress skyldes dybest set, at vi er kommet væk fra os selv – væk fra forbindelsen med vores krop – og hvor vi er blevet en slags slaver i vores eget liv,.

Vi har mistet evnen og troen på, at vi selv skal sidde bag “rattet” i bilen (livet).

Det er naturligvis ikke meningen, du skal lade dette være din virkelighed – det er meningen tilværelsen overordnet skal føles harmonisk, afslappet og let

Når denne balance er skabt, vil du opleve en langt større følelse af rummelighed, kærlighed til din krop og lysten til at behandle den og dig selv godt – og al den støj og kaos, der sker udenom dig, vil du bedre kunne stå imod.

Travlheden vil føles mindre travl, fordi du har roen forankret inden i dig, og fordi du bliver bedre i stand til at lytte til dine egne behov, og dermed måske få sagt nej tak til de ting, du egentlig ikke orker med god samvittighed.

Og det er i virkeligheden også ret simpelt at skabe roen.

Du skal have opmærksomheden fra hovedet og ned i din krop. Det kan du fx få ved hjælp af yoga, afspænding, meditation og gåture. Men du kan også (ligeså vigtigt), have en generel god kontakt med din krop, hvor du mærker, at du er tilstede i den generelt i din dagligdag.

Når du lukker dine øjne, vender blikket indad og mærker din krop, vil du aktivere det parasympatiske nervesystem, der sørger for at pulsen falder, vejrtrækningen bliver dybere og mængden af stresshormonerne falder. Din hjerne er nemlig modellerbar, og når du træner dig selv i at være i den afslappede tilstand mere og mere, så justerer du på centre i din hjerne. I de områder der huser frygt, vrede, tristhed, angst osv. falder aktiviteten, og områder der står for glæde, kærlighed, ro, empati, overskud og lykke etc. stiger.

Hvis du vil mærke denne balance i dit eget liv, er du derfor nødt til at prioritere de stunder til dig selv, hvor du mærker din krop, som du fx gør gennem yoga øvelser og meditation.

Det kan ikke alene ske ved at ”tænke positivt” eller meditere en gang om måneden. Du skal skabe nogle rolige, selvkærlige rutiner for dig selv i din dagligdag, som sikrer at du bevarer den indre balance – så du selv i de perioder med meget at se til og forholde dig til, føler dig afslappet.

Hvad kunne det være for dig? Hvilke 3 ting kan du indføre i din dagligdag, som vil sænke dit stressniveau?

Vælg nogle ting, som du ved at du kan realisere og som du derfor ikke slår dig selv i hovedet over ikke at fuldføre. Kan det være et lækkert fodbad, at slukke for mobilen en time før sengetid? At sidde med lukkede øjne og mærke dine fødder i gulvet, mens du kærligt har dine hænder liggende på din mave og mærker dit dybe åndedræt? Eller hvad kalder dit hjerte på, at du foretager dig af rolige, nydelsesfulde handlinger?

Det kan godt lade sig gøre at slippe knokleri, konstant travlhed, drænende dage og spændinger i kroppen, men det er dig, der skal lave de justeringer der vil føre dig derhen. Og i stedet for at blive træt og opgivende ved tanken om, alt dét du skal ændre, så indfør stille og roligt lidt ad gange.

Ja – vi kan lave store kvantespring og clean cuts – men vi kan også tage de små skridt, som gradvist vil føre til store forandringer.

Kærligst Mette

Det er meningen du skal føle dig fri, have det godt i din krop og være den du i sandhed er – powerfuld, selvsikker og rolig i dig selv og i shoppen med sjælesmykker finder du smukke symboler, der netop minder dig om dét.

Besøg shoppen her